|
Vi har på denne side lagt lidt forskellige historier fra forskellige årsskrifter som er eksempler på hvad tidsskrifterne indeholder.
Tørveskær i 1860
Fortalt af Anders Plambeck til Karen Toxværd
Karen Toxværd i Væggerløse var en meget flittig interviewer og indsamler af lokalhistorisk viden. I 1910 har hun fået A. Plambeck til at fortælle om hvordan man skar tørv, da han var barn og boede ved Skørringe.
A. Plambeck bor ved Væggerløse, da han fortæller om tørveskæringen, så nogle af afstandene er lidt svære at få hold på, da vi ikke ved, hvor han boede, men der er så meget spændende i historien, at vi bringer den alligevel.
”Nej, nu skal I høre, hvordan det gik til med at skære tørv nede på Skørringe Tørvemose den gang jeg var dreng. Ja, der bliver da skåret tørv endnu, men det er ikke nær så meget som den gang. Der var en strækning så lang som herfra til Marrebæk, altså omtrent en halv mil. Den blev med et tørvejern ridset af i lige store firkanter, som blev solgt ved auktion. Og så var der en bredde så stor som herfra op til Kruens omtrent, den blev mærket af med ris, en part ud for hver firkant, den havde vi at trille tørven ud på til tørring.
De fleste, ja alle dem der kunne, skar tørv på samme dag, og det var en hel festdag.
Madkurven blev lavet til aftenen i forvejen. Jeg husker endnu den vældige grebekurv, vi havde til maden, rigtig gildesmad og en stor lejel fuld af det bedste øl og rigelig med snapser. Kl. 2 - 3 om morgenen blev der begyndt på arbejdet, og så kilede de på lige til vandet kom. Så blev der først holdt frokost, for når vandet kom et sted, så kom det alle steder. Når de så havde fået en rigtig god og solid frokost og rigelig snaps og øl, så tog de fat igen. Det første de gjorde var at sætte vandbænke. To og to
naboer satte hver det halve, og så var der ikke noget, der hed hvil eller mad, før de var færdige, eller før vandet væltede vandbænkene og fyldte alle gravene.
Det var forfærdelig meget om at gøre at have dygtige folk til det arbejde så de kunne få en hel del udrettet på den tid, der var. De kunne arbejde sig 8-10 alen ned, før vandet slog op, og det var egentlig livsfarligt arbejde, for det var ligesom et helt jordskælv, når vandet kom væltende op, og den der da ikke kom op i en fart, han blev jo begravet i dette forfærdelige sorte tørvemuddervand. Jeg husker så tydeligt den lange mand, vi havde, det var en voldsom dygtig arbejder, og vi tingede ham det ene år til det næste, men den ene gang slog vandbænkene alligevel sammen om ham. Op kom han dog og svømmede i land, men gud fader bevares, hvor så han ud! Alle klæderne måtte de have af ham og vride dem (nå, det var jo en sommerdag), og hans tørvejern sejlede de ud efter i et kar.
De koner, der var hjemme, var sjældent rigtig glade, mens mændene var ude at skære tørv; men de fik naturligvis en god daghyre og en svær forplejning med god mad.
Tørven blev stukket af med skarpe, blanke jern af bare stål og kastet op på den før nævnte tørreplads, hvor der så var koner, piger eller knøsinger til at trille dem fra, først langt bort naturligvis og siden nærmere. Noget smul og smat blev der jo liggende nærmere ved graven, det æltede vi så med de bare ben, glattede det jævnt med en skovl og ridsede det i terninger med et tørvejern. Når så tørvene var halvrattede, blev de stablede, to tørv lidt fra hverandre på kant, oven på dem to andre på den modsatte led og en øverst. Siden blev de tårnet, når de omtrent var tørre og mange stabe blev sat sammen i et rundt tårn.
De som ikke fik skåret tørv samme dag som de andre, fik sjældent så meget udbytte af deres part. For det første måtte de af deres eget sætte vandbænk til begge sider, som de andre var to og to om, og desuden - ja, det blev jo læst op i konditionerne, at hver skulle skære lodret ned på sin part, men nede under vandlinien kunne de nok stikkes lidt på skrå ind til den nabopart, hvor ingen var til stede, og blev det gjort fra begge sider, blev der kun lidt til den, der kom sidst.”
Brev fra Rasmus Jensen, soldat i Sønderjylland i 1850
Nedenstående brev er skrevet af Rasmus Jensen i 1850 til Niels Jeppesen i Virket.
Rasmus Jensen er soldat i Sønderborg, men har tidligere arbejdet for Niels Jeppesen.
Fra 1848-1851 udkæmpes Treårskrigen som Danmark vinder efter at Rusland har presset Preussen til ikke længere at støtte slesvig-holstenerne i deres fortsatte kamp
Sønderborg slot den 1. maj 1850
Gode husbonde og madmoder
Jert brev fra den 26. forrige måned hilser jeg rigtig velkomment og hvorved jeg erfarer at du gode husbonde har været syg af en svær forkølelse, men det glæder mig igen meget, da jeg ser i dit brev at du har begyndt at bedres igen, thi skulle du bliver syg i denne travle tid, så ser det just ikke så godt ud, da jeg let kan tænke, at det er knapt med folk, rigtignok er der kommer nogle hjem igen, siden jeg rejste, men de ville vel nok passe på dem som havde havt dem før
Og jeg I har også nævnt i det gode håb snart at samles igen, men det lader til at blive langvarig.
Thi det er endnu som jeg skrev sidst til Eder, jeg havde ingen nyheder men det siges dog for os, at vi kommer ikke til at slås men det kan jo vare længe inden det helt kommer i rigtighed igen.
Jeg ser også i Eders gode brev, at hvis jeg snart kunne komme hjem er jeg velkommen, hvilket glæder mig meget, men desværre jeg må blive her indtil tiden kommer, hvor kjed jeg nu er af det, at tjene Kongen, thi nu har jeg ligget i fire år og har ikke været hjemme til nogen betydenhed. Jeg takker dig mange gange fordi du ville skrive mig til, jeg ser også i din skrivelse at Jens Temmesen skal giftes. Og ligeledes ser jeg at Anders Hemmingsens Ole skal giftes.
Jeg har ellers ingen videre nyheder at meddele Eder, men jeg har dog den glæde, Guds navn lovet, at meddele Eder, at jeg har en god helsen og lever efter omstændighederne meget godt. Det mig rigtignok meget at jeg ikke kan komme hjem, jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en mundtlig hilsning i stedet for jeg må skrive den. Jeg vil bede Eder at hilse min moder, hvis det ikke falder alt for ubelejliget, da det glæder mig meget erfare i Eders brev at hun er ved helsen, nu intet videre denne gang, om I hilser alle fra mig på det venligste og mit ønske er at mit brev må træffe Eder med en god helsen.
Rasmus Jensen
Fra 4. linie Ift.Bataillons 4 Compagnie , No.11
Vi ved ikke noget om Rasmus Jensens videre skæbne. Han deltog formentlig i kampene ved Fredericia den 6. juli eller ved Isted den 25. juli. Slaget ved Isted blev meget blodigt og om Rasmus Jensen har været en af de 845 faldne danske soldater eller er kommet hjem til Virket som en af de tiljublede danske landsoldater har vi ikke kunnet opklare.
Marie Grubbe
En af de personer som har boet på Stubbekøbing-egnen og som har interesseret mange op gennem tiden er Marie Grubbe. Historien om den fornemme adelsfrue, som valgte et simpelt liv med kusken Søren Møller, har gennem tiderne skiftevis frastødt og facineret.
Hendes historie er sammenfattet herunder.
Marie Grubbe blev født omkring 1643-45, som datter af Erik Grubbe på Tjele Gods. Vi hører første gang rigtigt om hende da hun i 1660 bliver gift med Frederik Gyldenløve – en uægte søn af Kong Frederik d. 3.
I slutningen af 1661 drog Frederik Gyldenløve afsted på en to års udlandsrejse; imens boede Marie Grubbe på Beldringe Gods ved Vordingborg. I slutningen af 1663 vendte Gyldenløve hjem til Danmark og allerede i 1664 blev han udnævnt til statholder i Norge, hvorefter parret bosatte sig i Christiania (nu Oslo). I 1667 bliver Marie Grubbe sendt hjem til Tjele, øjensynligt efter at hun har haft en eller flere affærer. Frederik søger om skilsmisse grundet utroskab, men Kong Frederik d. 3 vil ikke give tilladelsen, så den bliver først givet efter kongens død tre år senere i 1670. Ægteskabet varede således i 10 år – og blev aldrig lykkeligt.
Marie Grubbe får hele sin enorme medgift igen, og hun tager sammen med sin svoger Styge Høeg til udlandet og i løbet af to år solder hun 12.000 rigsdaler op og med tomme lommer vender Marie Grubbe atter hjem til sin far på Tjele.
Erik Grubbe får hende i 1673 endnu engang gift – denne gang med adelsmanden Palle Dyre. Med sig får hun gårdene Nørbækgaard og Trinderupgård – ægteparret bosætter sig på sidstnævnte.
I 1685 flytter de hjem til Tjele som Palle Dyre nu forpagter, da Erik Gruppe efterhånden er blevet en gammel mand.
På Tjele indleder Marie Grubbe et hedt forhold til Søren Sørensen Møller. Han var kusk på Trinderupgård og var fulgt med tilbage til Tjele og bliver dér udnævnt til ladefoged.
I 1689 skyder og sårer Søren Ladefoged, formentlig pga. drillerier i forbindelse med forholdet til Marie Grubbe, i arrigskab en tjenestepige og bliver indsat i Skanderborg arrest. Herfra bryder han ud og holder sig derefter skjult – blandt andet hos Marie Grubbe.
Marie Grubbe var øjensynlig meget glad for Søren og skal til en tjenestekarl have sagt om Søren ”at der var ingen hun hellere ville have end ham, om han så ikke havde andet end det, han stod og gik i”.
Marie Grubbes ægtemand kan ikke have undgået at kende til det efterhånden ret åbenlyse (og skandaløse) forhold mellem Marie og Søren. Alligevel går der – formentlig pga. den betragtelige arv, Marie Grubbes far står til at efterlade sig - flere år før Palle Dyre reagerer.
Først i 1690 Skriver Palle Dyre i et brev til kongen at: ”…Marie Grubbe ei skikker sig imod mig som en ærlig Ægte-Hustru, jeg har dulgt det saalænge, og med taalmodighed baaret det, fordi jeg ei ville gjøre min Skam mere aabenbar… og senere ” Vil Eders Kongelige Majestæt bevise mig den nåde og ophæve det Ægteskab, uden process, bliver min spot saa meget mindre”.
Palle Dyres ægteskab med Marie Grubbe bliver ved dom opløst i 1691 grundet Marie Grubbes forhold til Søren Ladefoged. Marie Grubbe sidder under retssagen i husarrast og efter domsafsigelsen bliver hun løsladt, hvorefter hun og Søren Ladefoged sammen flygter. De turer angiveligt landet rundt og ernærer sig som gøglere, hvor Marie Grubbe spiller på lire. De bliver gift i Holsten, da Marie Grubbe ikke har fået tilladelse til igen at gifte sig i Danmark og de derfor måtte gøre det udenlands.
Marie Grubbe og Søren Sørensen bosætter sig i ca. 1697 i Skovhuset på Møn.
I 1699 skriver en provst i Stege på Møn til generalfiskal Rosenvinge og klager over de mange ulovlige ægteskaber på Møn. Sidst i brevet nævnes Marie Grubbe og Søren Sørensen, hvilke provsten beder om at få fjernet ved tvang. Dette sker dog ikke.
I 1706 blev der rejst en faderskabssag mod Søren, han blev kendt skyldig og skulle betale hvad han ejede til moderen.
Samme år forpagter Søren Sørensen Møller Borrehuset på Falster ca.5 km fra Stubbekøbing. Borrehuset var blevet opført i 1705 af enkedronning Charlotte Amalie; herfra skulle der føres kontrol med afskibningen af brænde fra Falster. Søren Sørensen og Marie Grubbe har desuden tilladelse til at drive færgefart og formentlig var der også lidt udskænkning af øl og brændevin.
I 1709 bliver Søren atter engang udlagt til fader – denne gang af tjenestepigen i Borrehuset og endnu engang bliver han dømt til at betale hvad han har af penge.
Under et drikkegilde i Borrehuset i 1711 kommer det til klammeri mellem Søren og skipper Pejter Palmsen. Aftenen ender med at Søren får skudt Pejter Palmsen. Søren hævder det var et vådeskud, men Pejters søn, som ligeledes havde befundet sig i Borrehuset under hele episoden, var ikke enig og ville derfor ikke indgå forlig. Søren Sørensen blev lagt i jern og ført til Nykøbing Slot.
Den 28. maj startede sagen ved Herredsretten og den 3.nov 1711 faldt dommen: overlagt mord og Søren Sørensen Møller skulle ”miste sit liv ved hans hofveds afhuggelse med et sværd”.
Men dødsdommen kan ikke udføres før den er blevet stadfæstet ved en højere instans. Landsretten kommer imidlertid frem til en anden konklusion og frikender Søren for overlagt drab og idømmer ham i stedet at betale 40 lod sølv til de efterladte.
Landsretsdommen skulle nu indbringes for Højesteret og her bliver den endelige dom, at Søren idømmes tre års tvangsarbejde på Bremerholm.
Sporene efter Søren Sørensen Møller slutter umiddelbart den 4. marts 1714, hvor han bliver overført til Kronborg– her har man, grundet Store Nordiske krig, brug for fæstningsarbejdere.
Men hvad blev der af Marie Grubbe? Vi ved at den nu ca. 70 år gamle Marie Grubbe i 1714 - 1716 årligt modtager 2 rigsdaler i fattighjælp. At Marie Grubbe først modtager fattighjælp fra 1714 af, menes af nogle at skyldes, at enkedronning Charlotte Amalie døde dette år og Marie Grubbe her mister en velgører.
Efter 1716 hører vi ingenting og ingen steder har hendes gravsted været at finde. Ifølge en anonym adelig slægtsbog, døde Marie Grubbe i dyb fattigdom i juni 1718.
I år 2008 sætter to slægtsforskere, i jagten på deres aner, det foreløbigt sidste punktum i historien om Marie Grubbe. De studser over en sætning i en kirkebog i Ugledige under begravede i 1717: ”Søfren Søfrensens Hustrue i Ugledie Mad. Grubbens”.
Overlevede Søren Sørensen Møller straffearbejdet og vendte tilbage til sin Marie og de to flyttede til Allerslev Sogn? Og er det derfor her hun døde og ligger begravet og ikke som hidtil antaget i Åstrup?
Videre forskning skal nu endeligt afgøre om dette er tilfældet.
Kildemateriale: Om Marie Grubbe af Jens Meier og Marie Grubbe og hendes tid af Dan H. Andersen.
|
